Arriva Danmark støtter igen Natteravnene...

Arriva Danmark støtter igen Natteravnene...

19-11-2014

I år har Arriva besluttet, at de medarbejdere, der ønsker at støtte en frivillig organisation i stedet for at få en julegave, kan støtte Natteravnene.

Samarbejdet mellem Arriva og Natteravnene går mange år tilbage. Samarbejdet har bl.a. betydet, at Natteravnene kan køre gratis med tog og busser, og dermed følge rundt med de unge, samtidig med at trygheden for personale og passagerer er steget. Sidste år gennemførte man sammen hvervekampagner for flere Natteravne i Arrivas personaleblad, hvor en del ansatte både i Øst og Vest meldte sig som frivillige. Samtidig blev der reklameret for Natteravnene på Arrivas TV-skærme, bl.a. gennem små film, som var optaget i toget til Esbjerg.

I år gik én af Arrivas interne internationale priser til Arne Ladefoged, for hans frivillige indsats som Natteravn i Ribe. Og året afsluttes med en ny understregning af samarbejdet, idet Arriva har besluttet, at de medarbejdere, der ønsker at donere deres julegave til et velgørende formål, kan donere den til Natteravnene.

”Det er en smuk gestus fra Arrivas ledelse og medarbejdere”, siger Erik Thorsted, sekretariatschef og stifter af Natteravnene.